Engang hang der lanterner på Strøget. Ny dansk Kina-kurs kan koste dyrt

Hun har sagt det flere gange de seneste måneder, Mette Frederiksen. Til toneangivende, internationale medier og i en stribe interviews med danske dagblade. På den første dag i 2025 gentog hun budskabet på direkte tv i sin nytårstale. Her kritiserede statsministeren Kina for at være med til at finansiere Ruslands krig i Ukraine og være en del af en antivestlig akse sammen med Rusland, Iran og Nordkorea. »I kulissen står Kina. Uden kinesisk støtte ville Rusland ikke kunne angribe Europa, som de gør. Det står klart. Krigen har aldrig kun handlet om Ukraine,« sagde statsministeren. I en anden del af talen påpegede hun det, der måske er mindre kontroversielt, men sagtens i Beijing kan opfattes som en fornærmelse: »Man siger, at USA innoverer. Kina kopierer. Og EU regulerer.« Mette Frederiksens sprogbrug og de kontante angreb på Kina er et nybrud i Danmarks kurs over for den folkerige supermagt. I flere år oplyste farverige kinesiske lanterner Strøget i København. Et projekt, der var kommet i stand i samarbejde med Den Kinesiske Ambassade. I 2019, hvor Mette Frederiksen indtog Statsministeriet, ankom to pandaer til Københavns Zoo som en diplomatisk gestus fra Kina. Slangens år Når kineserne igen fejrer nytår og i slutningen af januar går ind i slangens år, vil lanternerne ikke blive en del af udsmykningen på Danmarks kendteste handelsgade. Historisk er kursen skiftet markant. Dansk Kina-politik var i årtier en linedans om menneskerettigheder, kryptiske verbalnoter og spagfærdig kritik af Kinas aggressive fremfærd over for Hong Kong, Tibet og Taiwan. Europæisk stikker Danmarks kurs ud, fordi andre EU-ledere udadtil anlægger en anden linje. Både den tyske kansler, Olaf Scholz, og den franske præsident, Emmanuel Macron, mødtes så sent som i november med den kinesiske leder, Xi Jinping. Det samme gjorde den britiske premierminister, Keir Starmer. Han sagde i december til The Guardian om Storbritanniens forhold til Kina: »Vores tilgang er ​​engagement, at samarbejde, hvor vi har brug for at samarbejde, for eksempel i spørgsmål som klimaforandringer, i spørgsmål som menneskerettigheder og for at konkurrere, når det kommer til handel.« Analysen af, hvor Kina er på vej hen, og hvor tæt landets samarbejde er med Rusland, er givetvis den samme i hele Europa. Forskellen ligger i retorikken og i, hvor diplomatisk man udtrykker sig. I den seneste risikovurdering fra Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) hedder det, at Kina forbereder at kunne håndtere en tydeligere konfrontation med Vesten. »Rusland og Kina er rykket tættere på hinanden. De to lande ønsker grundlæggende at svække Vesten for selv at bestemme mere i verden. Det udfordrer vores vestlige demokratiske værdier og vores ønske om internationale spilleregler. Det er blandt andet meget tydeligt, at Kina forsøger at skaffe sig teknologi fra Vesten med både lovlige og ulovlige midler såsom spionage,« skriver FE. Det er den vurdering, Mette Frederiksen læner sig op ad, når hun eksempelvis i Politico siger: »Vi kan ikke fortsætte med en situation, hvor Kina hjælper Rusland i en krig … i Europa, uden at det får konsekvenser. De må holdes ansvarlige for deres aktiviteter.« Andreas Bøje Forsby, Kina-forsker på Dansk Institut for Internationale Studier, sagde i sidste måned til Jyllands-Posten: »I det seneste års tid kan jeg faktisk ikke mindes andre europæiske toppolitikere, som har været lige så skarpe over for Kina som Mette Frederiksen.« Pligtforsømmelse at tie Det bemærkelsesværdige er altså, at Mette Frederiksen så hårdt artikulerer en konfrontation med Kina, hvor andre EU-ledere, Frederiksens forgængere og Danmarks udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen, står for en mere diplomatisk og imødekommende retorik. Når Mette Frederiksen er blevet spurgt til motivet bag sin analyse af »de mørke kræfter«, har hun svaret, at det ville være »pligtforsømmelse« fra hendes side ikke at gøre opmærksom på de alvorlige forandringer, hun ser i verden. Mens hendes forgængere har slået knuder på sig selv og opfundet spidsfindige formuleringer for på den ene side at udtrykke en spagfærdig kritik af Kina og på den anden side tilgodese dansk erhvervslivs enorme økonomiske interesser i at handle med Kina, så er Mette Frederiksen helt anderledes bramfri. Spørgsmålet er hvorfor? Et oplagt svar på det er, at Mette Frederiksen faktisk mener, hvad hun siger og har sat masser af kræfter, skattekroner og prestige ind på at hjælpe Ukraine i krigen mod Rusland. Kina skal derfor vide, at det koster at være på den forkerte side. Det er dog normalt ikke, hvad der kendetegner den diplomatiske omgangstone mellem nationer, bare at sige, hvad man mener. Der spiller mange hensyn ind. En anden mulighed er, at den skarpe retorik strategisk bringer den danske statsminister tættere på USA og ikke mindst den kommende præsident, Donald Trump. som har varslet en hårdere og mere konfrontatorisk kurs over for Kina. Endelig er den ufiltrerede sprogbrug over for Kina givetvis med til at styrke Mette Frederiksens position som sikkerhedspolitisk hardliner i EU. EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, er på samme kurs. Den risiko, Mette Frederiksen løber, er naturligvis, at Kina på et tidspunkt får nok og vælger at straffe Danmark, hvilket går ud over vores handel og det vigtige samarbejde med Kina, som dansk erhvervsliv er meget afhængigt af. https://www.berlingske.dk/politik/engang-hang-der-lanterner-paa-stroeget-ny-dansk-kina-kurs-kan-koste-dyrt